Behandling af psykiske lidelser
Når du søger behandling hos psykiater, er det altid vigtigt med grundig afklaring af hvilken form for behandling, der vil være den mest hjælpsomme for dig.
Der kan være behov for medicinsk behandling i kombination med psykoedukation (viden om din sygdom) og samtale om livsstilsfaktorer som kost, motion, søvn og alkohol. Der kan også – enten sammen med medicinsk behandling eller alene – være behov for støttende samtaler eller for et psykoterapeutisk forløb.

Lidt om medicinsk behandling
Medicinsk behandling kan være nødvendig og medvirke til helbredelse eller lindring af fx svær angst, depression, bipolar affektiv sindslidelse og ADHD.
Forud for opstart af medicinsk behandling vil der ofte være behov for kontrol af vægt, blodtryk, puls, EKG og blodprøver.
Medicinsk behandling kræver løbende kontrol af effekt og bivirkninger.
Behandling med psykoterapi
Ofte vil der som supplement til medicinsk behandling af psykiatriske lidelser være behov for samtaleterapi.
Formålet med samtaler vil her være, at vi sammen undersøger, hvad der ligger til grund for dine symptomer og dine vanskeligheder.
Når du bliver klogere på dig selv og din egen tilstand, får du større mulighed for selv at kunne forebygge tilbagevenden af symptomer og eventuelle nye sygdomsepisoder.
Du kan finde mere information om psykoterapi her.