Psykoterapi

Psykoterapi kan være den rigtige behandling for dig i flere forskellige sammenhænge.
Hvis du har en psykiatrisk lidelse, vil samtaleterapi i mange tilfælde kunne hjælpe dig til større forståelse af dig selv og din tilstand. Det kan også være, at dine vanskeligheder knytter sig til andre former for forandringer, tab eller kriser i dit liv, som udløser behov for personlig udvikling.

Et terapeutisk forløb giver mulighed for at undersøge og få større forståelse for vanskeligheder, som kan gøre tilværelsen tung eller besværlig. Det terapeutiske arbejde går ud på at lære sine egne mønstre og mere ubevidste sider af sig selv bedre at kende. Det går også ud på at arbejde med sin selvforståelse og med relationer til andre mennesker – familie, partner, venner, kolleger. 

Formålet med terapi er at opnå hjælpsomme og blivende ændringer i den måde, man forholder sig til sig selv og andre på og derved at øge trivsel og tilfredshed i tilværelsen.

Sådan foregår et psykoterapeutisk forløb

Et psykoterapeutisk forløb indledes med en samtale om dine aktuelle vanskeligheder og om din baggrund. Samtalen rummer også et fokus på, hvad du ønsker forandret og gerne selv vil arbejde med.

Et psykoterapeutisk forløb kan være af kortere eller længere varighed alt efter de problemstillinger, du kommer med. Det er vigtigt at vide, at hvis ønsket er mere grundlæggende forandringer af, hvordan du har det med dig selv og andre, vil der næsten altid være brug for et længere forløb.

Hyppigheden af samtaler tilpasses dine behov og ønsker. For at bevare det, der foregår i terapien, aktivt i dig, vil det dog ofte være hensigtsmæssigt med samtale en gang om ugen, særligt i starten af et forløb.

Metode

Jeg arbejder ud fra en psykoanalytisk funderet forståelse af psykens måde at fungere på og er optaget af følelsesmæssige erfaringers betydning for, hvordan vi har det med os selv og for vores muligheder for at indgå i sunde relationer med andre. 

Psykens basale drivkræfter og de erfaringer, vi har med os, danner mønstre og giver anledning til bevidste og ubevidste – og ofte modsatrettede – bevægelser inde i os selv og i relationer til andre. 

Samtaler i et trygt psykoterapeutisk rum kan hjælpe dig til at blive klogere på disse mønstre og bevægelser og til bedre at mærke dig selv og dermed også til at få et rigere følelsesliv og til at handle i retning af bedre trivsel.

Er psykoterapi noget for dig?

Hvis du ønsker at høre nærmere og finde ud af, om jeg er den rette psykoterapeut for dig, er du velkommen til at kontakte mig.

Scroll to Top
Scroll til toppen